Kan erfaringer puttes i en æske?

Hvordan kan man løbende indfange og opsamle elevperspektiver i en kreativ arbejdsproces? Og hvordan kan man, i den opsamling, også give plads til det uventede og ’det særlige’? Med eksperimentet som udgangspunkt udviklede og afprøvede SMK et anderledes og eksperimenterende værktøj til evaluering og dataproduktion.

På SMK har vi en lang tradition for at udbyde undervisning varetaget af akademiuddannede kunstnere. Når eleverne møder en af museets professionelle kunstnere, møder de en med et særligt forhold til kunst. De 15 kunstnere, der underviser på museet, er alle aktivt producerende og har derved en nærhed til den kunstneriske proces og en materialeforståelse fra deres egen praksis, som de kan bære med ind i undervisningen og sætte i spil. Det er derfor et vedvarende fokuspunkt for museet at undersøge, indkredse og kvalificere de praktisk-æstetiske læreprocesser, som eleverne arbejder med, når de deltager i et undervisningsforløb med en kunstner.

Men vi savner en dokumentationsform, der kan rumme og afspejle det såkaldt ’særlige’, der er på spil, når eleverne arbejder sammen med museets kunstnere. Formodningen om, at der sker noget ’særligt’, når eleverne arbejder med kunstneriske praksisformer i kreative processer, er vidt udbredt, og ikke mindst på kulturinstitutionerne. Effektmålinger af mere forskningsbaseret karakter konstaterer som regel, at kunst og praktisk-æstetiske læreprocesser har effekt, men sætter ikke ord på, hvad denne effekt eller værdi er, i tilstrækkelig grad (Holst 2015). Værdien ønsker vi at undersøge nærmere, men på den kreative proces’ egen præmis.

Projektet Kunst og Læring, som blev gennemført i foråret 2018, er omdrejningspunkt for undersøgelsen. Her er ønsket at udvikle og afprøve en eksperimenterende metode, som skal kunne rumme uventede udfald og afdække ’det særlige’. Målet er at undersøge og afprøve nye og eksperimenterende måder, der afspejler kunstens karakteristika; nemlig det processuelle, det flertydige og måske endda ’det særlige’.

Fælles for alle de tre værkstedsstationer er, at eleverne arbejder med den skabende proces og alt, hvad den indebærer af kaos, usikkerhed, ad hoc-løsninger mv. undervejs. Kunstnerne er eksemplariske vejledere i den proces, og fordi eleverne kommer forbi alle tre kunstnere i løbet af ugen, ser de flere forskellige måder at håndtere den kreative proces på. Det er en stor styrke for projektet.

Kunst og Læring er på mange måder meget og andet end et udsmykningsprojekt af en skolegård. I både små og store glimt oplever vi, hvordan det særlige her er på spil, og hvordan det, at eleverne møder en kunstner med egen praksis og erfaring, virker som en katalysator for arbejdsformer, som ikke ligner almindelig klasserumsundervisning.

En procesbaseret logbog

Sideløbende i projektet løber eksperimentet med at indsamle viden om det særlige, der er på spil for eleverne, når de arbejder med kunstnerens metoder. Og nu vender vi tilbage til æskerne. Ved projektets start bliver alle elever udstyret med en lille, hvid æske, der igennem hele ugen er deres personlige logbog over oplevelser og erfaringer. Eleverne får til opgave at indsamle materialer og fysiske levn af deres proces, men også mere flygtige størrelser som stemninger, læring og følelser. De har mulighed for at tage æsken med rundt i værkstederne, så den naturligt får mærker og aftryk efter de processer, de er igennem de forskellige dage. Den er således udfyldt og udsmykket både indeni og udenpå.

Med æsken følger et lille opgaveark, som i korte træk forklarer tanken bag og stiller eleverne opgaven at indsamle deres erfaringer om projekt Kunst og Læring på en anderledes måde og at give plads til eksperimenter. Hver dag i projektugen er der afsat tid til, at eleverne kan arbejde med deres æsker og evaluere dagen. 

Æskerne fungerer som en slags tredimensionel logbog over projektet. Men hvor en gængs logbog er bygget op over datoer og med progression, har æskerne ikke som sådan et før og efter, men afspejler det processuelle. Det er op til den enkelte elev selv at vælge æskens sprog, som ikke nødvendigvis er i ord, skrift og fakta, men lige så godt kan være i figurer, farver, stemninger, følelser, mærker, spor mv. Intentionen er herved at afspejle den proces og de sansemæssige erkendelsesformer, der er på spil i æstetisk-praktiske læreprocesser, og herigennem at forsøge at indfange ’det særlige’.

Ved projektets afslutning bliver alle æskerne udstillet. De er vidt forskellige både i udseende og indhold og peger tydeligt på, at de hver især er udtryk for de enkelte elevers forskellige tilgange, oplevelser og erfaringer med projektet. Ved ferniseringen til projektets afslutning bliver æskerne præsenteret i tre store grupperinger for at sammenføje de individuelle produktioner i en helhed og herigennem afspejle arbejdsprocessen.

En alternativ interviewguide

Men æskerne forklarer ikke sig selv, og selvom de står som farvestrålende og pudsige vidnesbyrd over processen, er det givende at dykke yderligere ned i dem. Derfor laver vi efter projektet kvalitative interviews med fire af eleverne, som har udgangspunkt i deres æsker. Ligesom med æskerne ønsker vi at benytte en metode, som både afspejler og rummer den proces, som eleverne har været igennem. Interviewguiden er derfor ikke bygget op omkring en klassisk ramme, men tager i stedet sit udspring i en form for legende og undersøgende dialog, hvor målet ikke er at forklare alting i detaljer, men at tilføje nuancer i form af en sproglig tilføjelse til æskerne. Derfor bruger vi oplæg til samtalen, der lægger op til et mere poetisk sprogligt univers med koncepter som eksempelvis metaforer og ordstrømme (se interviewguide).

Fik vi øje på noget andet eller særligt?

Intentionen var at udvikle et værktøj til evalueringer og dataproduktion, som fungerede på de kunstneriske praksissers præmis – et værktøj, som kunne hjælpe os til at indkredse ’det særlige’. Noget af det særlige, der blev tydeligt, var eksempelvis, at logikken nogle gange først kommer efterfølgende, eller måske slet ikke, i de praktisk-æstetiske processer. Det kan ses i dette citat, hvor en elev siger om farven på sin æske: ”Jeg var bare glad. Sådan sløset glad. Og så valgte jeg at bruge de her farver der. Men det opdagede jeg først bagefter.” Her blev det personlige afsættet; altså hvad den enkelte elev ville eller følte i processen. I næste punkt i interviewguiden skiftes perspektiv, da eleverne bliver bedt om at fortælle om æsken fra en figur i æskens perspektiv. En elev siger: ”Jeg tror, han føler sig lidt fanget i de muligheder, som universet består af. Han føler tomhed.” Her indfanges elevens perspektiver på, hvordan det må være for andre at være i rummet. Herigennem indsamles både elevernes perspektiver på deres egen proces og deres refleksioner over det, de har lavet.

Endelig giver 11eren[1] i interviewguiden også mulighed for at indfange processen mere poetisk, hvor det ikke handler om deres egen oplevelse eller andres, men om genstanden.

En ny metode til at indfange ’det særlige’

Erfaringerne fra Kunst og Læring er endnu et skridt på vejen mod at forstå og kvalificere det praktisk-æstetiske arbejde, som er på spil i samspillet mellem museets kunstnere og de elever, der deltager i forløbene. Det er et arbejde, som vedbliver at være relevant, og som egentlig mest af alt stiller nye spørgsmål, hver gang vi dykker ned i det, i stedet for svar.  

Eksperimentet med æskerne og interviewene viser, at det er muligt at opsamle erfaringer på en måde, der spejler det processuelle samt åbner for flere forskellige kunstfaglige blik på processen. Men samtidig er det også tydeligt, at æskerne i sig selv behøver en form for kontekst eller uddybning, hvis elevernes umiddelbare erfaringer skal løftes til et refleksivt niveau.

Som beskrevet har der helt sikkert været noget ’særligt’ på spil i Kunst og Læring. Men det særlige ved ’det særlige’ er måske egentlig nok, at det altid viser sig som noget særligt fra projekt til projekt og fra elev til elev. Erfaringerne fra Kunst og Læring er hermed givet videre til fri afbenyttelse i andre sammenhænge. Måske kan dele af metoden oversættes til andre kontekster, måske kan eksperimentets grundtanke, at metoden til vidensopsamling skal afspejle arbejdsformen, bruges i andre, helt særlige, sammenhænge.