Demokrati og skole

I Folkeskolelovens formålsparagraf fremhæves det, at skolens opgave er

1) at ”forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre” …. Og

2) "Skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.” Ved ”at forberede” må forstås at udvikle demokratisk adfærd hos eleverne.

Opdragelse til demokrati er opdragelse til mennesker, der er selvstændige og kan samarbejde.

1. Måder, undervisningen er tilrettelagt på (formal tilgang)

2. Didaktiske principper

3. Generelle betragtninger om demokrati (materiel tilgang)

Børns demokratiske adfærd udvikles i forbindelse med den måde, de arbejder på (den formale tilgang) i de givne rammer (herunder skolens organisering af elevråd, lærersamarbejde mv.).

En arbejdsproces kan deles op i en forestillingsfase, en handlingsfase og en evalueringsfase. Hvis ikke eleverne får indflydelse på, hvad der skal ske (Forestillingsfasen), sker der en fremmedbestemmelse, og der danner sig ikke en bæredygtig forestilling om, hvad der skal ske i undervisningen. Selve arbejdsprocessen (Handlingsfasen) udspringer af den planlægning, som sker i forlængelse af en startforestilling. Undervejs i processen vil der være løbende feedback, og arbejdsprocessen kan udvikles undervejs. Afslutningsvis kan der foretages en forbedringsorienteret evaluering (Evalueringsfasen).

At eleverne lærer noget, samtidig med at de udvikler selvstændighed og samarbejdsevne, betyder, at alle tre ting må ske integreret. Det kan ske ved, at de lærer at øve indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse, planlægning og produktets art. Den enkelte elev lærer således at stole på sine egne meninger og at yde en indsats for at gennemføre sine forslag. Demokratiet udvikles i den sociale interaktion omkring en arbejdsproces.

I det omfang, eleverne ikke er med i alle faserne, sker der en fremmedgørelse, som kan medføre en demokratisk betonet modstand mod en arbejdsproces, som man ikke har haft indflydelse på.

Erich From skriver i ”Flugten fra friheden” (s. 205): ”… denne almindelige tendens til at vokse – som er den psykologiske ækvivalent til den biologiske tendens – resulterer i så specifikke tendenser som f.eks. frihedstrang og had til undertrykkelse, eftersom frihed er den tilgrundliggende betingelse for vækst”. Det kan måske begribes som det demokratiske instinkt.

I forbindelse med det fascistiske system beskriver han den ”autoritære personlighedstype”, som …1) er bange for at blive isoleret og for 2) ikke at stå på egne ben. Det betyder, at individet får sin identitet gennem andres anerkendelse og bliver en refleks af andre menneskers forventninger.

I forbindelse med det moderne demokrati beskriver han et individ, der er underlagt ”automatisk konformisme”. Individet ophører med at være sig selv og bliver som alle andre. Disharmonien mellem ”jeg” og verden forsvinder, og dermed den bevidste frygt for ensomhed og magtesløshed.

Det selvstændige og samarbejdende menneske, som formålsparagraffen lægger op til, er en aktiv person, der kender sine værdier og er parat til at dele med andre i en demokratisk dialog. Det personlig demokratiske niveau er samtidig et gruppedemokratisk niveau.