Museet for Samtidskunst 2020-21

Museet for Samtidskunst rykkede i sommeren 2021 ud af Roskilde Palæ med Domkirken og Stændertorvet som naboer. Museet eksisterer nu uden mure: det vil sige uden faste udstillings- og undervisningsrum, men med kontorer og administrativ base i Musicon-bydelen. Dette har sammen med coronapandemiens indflydelse været centralt for afdelingens arbejde i 2020-21. Ligesom resten af de museale kerneopgaver er også undervisningsarbejdet vendt på hovedet i museets nye struktur. Her må undervisningstilbud tænkes radikalt anderledes, i hvert fald hvad angår praktik og logistik.

Museet uden mure kan anses som et eksperiment, idet museet anlægger distribuerede og samskabende måder at bringe kunst ud til vores brugere på – for i grunden kan museet ikke længere besøges på traditionel vis. Vores håb er, at museets genstandsfelt vil nyde godt af dette radikalt anderledes museumsrum, men også at de erfaringer museet gør sig i alt fra undervisning til bevaring, kan føde tilbage ind i andre museer og kulturinstitutioners praksisser i både ind- og udland.

Den primære dynamik i Skoletjenesten Museet for Samtidskunsts undervisningstilbud er nu vendt om: Museet må besøge institutionerne frem for omvendt. På sigt vil vi også udvikle distribuerede tilbud – pakker og forløb med kunstværker, der kan fungere uden en museumsundervisers tilstedeværelse.

Kvantefysik for børnehavebørn

Museet valgte et forløb udviklet til en tidligere udstilling som case for et ”ud af huset”-forløb for dagtilbud. I 2019 udstillede og erhvervede museet Lea Porsagers nye værk Horny Vacuum, der består af en 3D-anaglyffilm, skulpturer og objekter. I 2019-forløbet for dagtilbud lavede vi intro den første dag i børnehuset, den anden dag foregik på museet, mens den sidste dag var en evaluering tilbage i børnehuset. Den nye udgave foregik over to dage i børnehuset med diverse remedier – inklusive en nyindkøbt projektor til at vise uddrag af filmen. Forløbet kredser om kvantefysik, tantra og det okkulte, og en sanselig og intuitiv vinkel fungerede faktisk bedre uden museets nu forhenværende barokpalæ som ramme.

Det mest mærkbare skift ved at et forløb udelukkende foregår ude af huset er en ændring i autenticitet og autoritet. De museale rum taler helt af sig selv, og giver både underviser, børn og deres voksne et normativt forhandlet rum at agere i. Når mødet med kunst foregår i – for børnene – velkendte rum, skal der lægges en ekstra indsats i fortælling, remedier og værker.

Coronasituationen i hele samfundet har ikke været den drivende kraft i museets udvikling mod en mere mobil og tilgængelig udgave. Dog kan både kulturinstitutioner og –brugeres voldsomme eksponering for andre måder at få kulturoplevelser på gøre, at timingen til at udfordre læringssituationer, og på sigt en hel museumspraksis, er fin med pandemiens vilkår i frisk erindring.