Deltagelse med krop, følelser og holdninger

I: I det nye undervisningsforløb `Carmen Curlers - Drømmefabrikken´ skal eleverne igennem en lang række forskellige aktiviteter. Hvordan arbejdes der med elevaktivering og -deltagelse i forløbet?

MK: Gennemgående i forløbet arbejder vi med nogle historiske roller og rolleuniverser, og vi sikrer en høj grad af variation mellem de enkelte øvelser. Eleverne skal fx både lege, debattere og producere deres egne reklamefilm. Den første øvelse er en såkaldt værdilinje, hvor eleverne i to grupper skal diskutere, hvilke begivenheder og rettigheder der skal til for at sikre ligeret mellem kønnene. Vi oplever, at de er meget engagerede i dette og giver deres mening til kende.

LVJ: En klar styrke ved den indledende værdilinje-øvelse er, at den ikke lægger op til rigtige eller forkerte svar. Alle perspektiver bliver anerkendt, og øvelsen viser, at det er elevernes argumenter og stillingtagen, der er vigtige resten af dagen.

I: I forløbet skal eleverne også bruge kroppen som udtryk. Hvad betyder netop denne form for aktivering for deres deltagelse?

LVJ: Overordnet kan man sige, at kroppen skal med i undervisningen, fordi det får sanserne i spil, og bevægelse gør, at vi husker og lærer bedre.

MK: I forlængelse af det Lars siger, gør vi meget ud af at rammesætte brugen af kroppen og hele det performative element for eleverne i forløbet. Vi oplever, at eleverne kan reflektere gennem kroppen. En af øvelserne i forløbet kalder vi `museumsstopdans´. Her skal eleverne indtage en rolle som et familiemedlem til en af de damer, der har arbejdet på Carmen Curlers-fabrikken. Scenen er et husmandssted, og til lyden af musik fra 1960´erne skal eleverne udføre en bestemt handling og begrunde den for os andre. Gennem tre runder udvikler det sig; eleverne bliver mere modige, mere samarbejdende og reflekterede omkring deres handlinger.  

LVJ: Museumsstopdansen har stor betydning for forskellige elevers deltagelse. Vi har fx set, hvordan de elever, der ellers kan være mere tilbagetrukket, fremhæver stopdansen og lever sig ind i deres roller og handlinger.

I: På baggrund af jeres erfaringer; er der så nogle bestemte træk ved museumsundervisning, der er særligt aktiverende og kan understøtte en aktiv deltagelse hos eleverne?

MK: Som eksterne læringsmiljøer har vi nogle særlige rum, fagpersoner og undervisningsmetoder, som kan aktivere eleverne og sætte gang i deres deltagelse. Specifikt i Carmen Curlers-forløbet har vi truffet nogle valg om, hvilke udstillingsrum vi sætter i spil og ikke sætter i spil i undervisningen. Fx indeholder selve udstillingen et rum kun med montrer, som vi slet ikke inddrager. Vi bruger de udstillingsrum, hvor eleverne kan interagere med historiske miljøer. Her kan de sidde i møblerne og røre ved genstande, og vi kan se, at det aktiverer dem. Til undervisningsforløbet har vi også fået lov til at indrette et foredragsrum på museet med fire scenografier, som vi bruger, når eleverne skal producere deres egne reklamefilm for et produkt i 1960´erne. I det lys afhænger vores muligheder for at understøtte elevernes aktive deltagelse også af museets villighed til at lade undervisningen fylde og have indflydelse på de fysiske rammer.

LVJ: Vi har begge talt om det performative element i forløbet, og eksterne læringsmiljøer har nogle særlige muligheder for at facilitere dette. Det virker også motiverende på mange elever, når de performative øvelser bliver styret af en museumsunderviser med stor faglig autoritet, som de ikke kender i forvejen.